De fleste fodboldfans kender til Liverpool. Omvendt er det sandsynligvis de færreste fodboldfans i Liverpool, der kender til FC Midtjylland.
Det er dog ikke gældende for cheftræner Jürgen Klopp, der faktisk har et kendskab til de danske mestre. Hans kendskab til klubben skyldes deres særlige tilgang til tingene.
Dette beretter han om til Liverpools hjemmeside efter torsdagens lodtrækning. Her endte FC Midtjylland i samme pulje som Liverpool samt Ajax og Atalanta.
“Alle ved, hvor gode Ajax var for to år siden, og de vil altid bygge et nyt og stærkt hold. Midtjylland er stærke af andre årsager, siden de i de seneste år har været et af mest interessante hold, fordi de har en meget specifik tilgang,” udtalte han til Liverpools hjemmeside.
Desuden forventer den tyske cheftræner, at der vil blive afviklet nogle yderst intense kampe i gruppen. Han glæder sig samtidig over, at de ikke skal flyve langt for at spille deres kampe.
“Alle hold prøver at spille god fodbold, og alle holdene løber meget, så det bliver nogle intense kampe. Heldigvis skal vi kun flyve i halvanden eller to timer, i stedet for fire eller fem timer. Det er godt nyt, men vi ville også have spillet i Moskva eller Grækenland – ingen tvivl om det.”