Det er ikke nogen hemmelighed, at FC Barcelonas unge midtbanetalent Riqui Puig har lagt navn til megen debat i denne sæson. Det er ikke blevet til specielt meget spilletid for den unge spanske spiller, der dog senest har tiltrukket sig opmærksomhed, fordi det var ham, der endte med at tage det afgørende straffespark mod Real Sociedad.

LÆS OGSÅ: Officielt: Disse Barca-præsidentkandidater er på stemmesedlen

Det var et vigtigt spark, som Riqui Puig endte med at skulle sparke, da det var en plads i finalen i den spanske Super Cup, der var på højkant. Semifinalen i den spanske Super Cup endte nemlig 1-1 efter 120 minutters spilletid. Derfor skulle det hele til sidst afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Her var det unge Puig, der endte med at være skytte nummer fem for den catalanske storklub. Efter opgøret udtalte Puig sig om situationen, hvor han gav udtryk for, at han selv havde meldt sig til at sparke som spiller nummer fem.

“Træneren havde skrevet fire navne ned og spurgte hvem, som ville tage spark nummer fem. Jeg var den første til at række hånden i vejret,” forklarede Riqui Puig til Movistar efter opgøret mod Real Sociedad.

Efterfølgende gav han udtryk for, at han er glad for, at det går godt, selvom hans spilletid for tiden har været meget begrænset.

LÆS OGSÅ: Koeman er stolt: “Det kræver en god keeper”

“Selvom jeg ikke spiller meget, går tingene godt. Jeg har min familie og mit helbred. Jeg kan ikke klage over noget. Hvis træneren giver mig minutter på banen, vil jeg være taknemmelig og tage dem. Hvis jeg ikke får dem, vil jeg fortsætte med at kæmpe hårdt. Jeg kommer aldrig til at kaste håndklædet i ringen,” lød det også fra Puig.

author avatar
Nicolai Busekist