Ifølge ghanesiske Boateng kunne Zlatan Ibrahimovic finde på at ignorere holdkammerater i dagevis, hvis tingene ikke gik hans vej til træning. 

Det er efterhånden mange historier om, hvordan det er at være holdkammerat med Zlatan Ibrahimovic. Sjov, vild og vanvittig er nogle af de ord, hans nuværende og tidligere holdkammerater har knyttet til den lange svensker. 

Kevin-Prince Boateng spillede på hold med den nu 37-årige angriber, da de begge var i Milan fra 2010 til 2012, inden Ibrahimovic blev købt af PSG. Og han var en mundfuld på godt og ondt, siger den 32-årige ghanesiske midtbanespiller, der i øjeblikket er på lån i FC Barcelona fra Sassuolo. 

”Jeg har aldrig mødt et mere ambitiøst menneske,” siger Boateng i et interview med DAZN. Og parterne kom godt ud af det med hinanden. 

”Da jeg kom ind i omklædningsrummet, kom han hen og sagde goddag og sagde mit navn. Jeg tænkte, wow, han kender mit navn. Vi kom godt ud af det fra første øjeblik. Zlatan er en leder. Hvis han taber til træning, taler han ikke til dig i dagevis.”

Kevin-Prince Boateng spillede tre sæsoner i Milan, inden han blev købt af Schalke. Da hans kontrakt løb ud med tyskerne, vendte han tilbage til Milan på en seks måneders kontrakt. Derefter var han i Las Palmas og Eintracht Frankfurt. Ghaneseren har gjort det godt, siden han kom til Sassuolo i juli 2018, men mange var alligevel overraskede over, at han i januar måned i år blev hentet til Barcelona på en lejeaftale med købsoption. 

På spørgsmålet om, hvorvidt han ser sig selv som leder ligesom Zlatan, er han afvisende. 

”Hvem følger mig? Jeg har aldrig påstået at være en leder. Andre er måske uenige. Det betyder ikke noget, hvis man blot taler. Du er nødt til at vise det på banen, og derefter følger folk efter dig.”