Kjartan Finnbogason fortæller, at han ikke var ønsket i Vejle. De blev derfor enige mandag aften om at ophæve aftalen.
Det blev tirsdag offentliggjort, at Vejle og Kjartan havde ophævet samarbejdet.
Han har nu fundet nye græsgange i AC Horsens.
Den 34-årige angriber startede sæsonen på bænken. Han udtalte sig kritisk efter kampen, hvorefter han ikke fik et minut af træner Constantin Galca.
“Det gik pludseligt meget stærkt. Som tingene udviklede sig i Vejle Boldklub det seneste stykke tid, var jeg ikke ønsket der mere, så vi blev enige om at ophæve kontrakten meget sent mandag aften,” siger Kjartan til Horsens Folkeblad.
Kjartan har skrevet under på en et-årig aftale i Horsens. Han mener ikke, at han har noget at bevise, når det kommer til at score mål.
“Jeg har som sådan ikke noget at bevise over for nogen. Jeg har ikke spillet dårligt, og jeg var topscorer i 1. division i sidste sæson, men jeg har noget at bevise over for mig selv. Jeg er ikke færdig med at spille fodbold”.