Ifølge Associated Press skal sagen, hvor en amerikansk kvinde har anklaget Cristiano Ronaldo for voldtægt, måske en tur i retten.
Det er over ti år siden, at Kathryn Mayorga og Cristiano Ronaldo mødtes på en natklub i Las Vegas. Senere på aftenen gik de sammen op til hans hotelsuite.
Der er flere indikationer på, at en retssag i USA skal afgøre, om parterne havde sex med samtykke, eller om det var en voldtægt, som Mayorga påstår, at det var.
På vej i retten i Nevada
Associated Press beretter om, at sagen er på vej i retten i Nevada. Det er den delstat, hvor Las Vegas ligger, og derfor er det også her, at retssagen skal køres.
Der er dog endnu ikke blevet fastsat en dato. En dommer har dog slået fast, at hun vil høre sagens parter og beslutte, hvorvidt Mayorga var mentalt egnet til at skrive under på en tavshedsaftale med portugiserens juridiske hold i 2010.
Desuden er det ifølge Associated Press ikke klart, hvorvidt hverken Ronaldo eller Mayorga vil være til stede i retten under retssagen.
Lagde sag an i 2018
Til trods for, at sagen omhandler en hændelse, der skulle være sket for over ti år siden, var det første i 2018, at offentligheden fik kendskab til anklagen mod Ronaldo.
I 2018 valgte Mayorga at lægge sag an mod den portugisiske verdensstjerne. Det var desuden også i forbindelse med retssagen, at hun fortalte om anklagen og hændelsen for første gang.
Tilbage i 2010 underskrev hun ellers en tavshedsklausul, hvilket hun fik 2,4 mio. kr. for. Hendes advokater hævder dog, at hendes psykiske ar har medført, at hun ikke var i stand til at indgå juridisk bindende aftaler om den respektive aften.
Endvidere argumenterer hendes advokater også for, at Ronaldos advokater manipulerede og pressede hende til at skrive under på tavshedsklausulen.