Championship-klubben får en bøde på 1,7 millioner kroner for at have holdt øje med modstanderhold til træning. Leeds´ argentinske træner siger, at det har klubben gjort gennem hele sæsonen. 

Det er dårlig stil at aflure konkurrenternes træning. Og det er også forbudt i engelsk fodbold. Det må Leeds sande, efter klubben er blevet fundet skyldig i at have sendt en af sine medarbejdere til at snuse rundt ved Derby’s træningsanlæg inden de to holds møde den 10 januar, som BBC skriver.

Det er en spektakulær sag, som også har fået det engelske fodboldforbund til at overveje mere klare regler på området. 

Leeds træner, Marcelo Bielsa, har endda fortalt, at han har sendt en person afsted til at overvære træning hos alle de hold, klubben har mødt i den næstbedste engelske række i denne sæson.

Det engelske fodboldforbund  er nået frem til, at Leeds har overtrådt reglerne for god opførsel. Sammen med bøden på cirka 1,7 millioner kroner er klubben blevet forbudt at overvære modstanderholds træning fremover.

Leeds´ opførsel har været langt over grænsen for, hvad man skal forvente og må ikke gentages, som det hedder fra EFL – English Football League. 

”Sanktionerne klubben er blevet pålagt viser, hvordan den type handlinger ikke kan tolereres og skal gerne afskrække andre, som skulle få lignende ideer i fremtiden.

Nu vil vi komme videre fra denne hændelse og begynde at se på, hvordan vi kan indføre mere speficik regulering, og så skal vi mødes med klubberne senere på måneden,” som den administrerende direktør i EFL, Shaun Harvey, udtalte forleden. 

Leeds vandt kampen mod Derby 2-0. Så måske har det virket at spionere. Klubben ligger i øjeblikket nummer 3 i Championship med to point op til Norwich på førstepladsen. Sidste gang Leeds var i Premier League  var tilbage i 2004.

Klubben har vundet tre engelske mesterskaber. Den seneste mesterskabstitel var i 1992.

author avatar
Redaktionen