Det ser ud til, at det kun er et spørgsmål om timer, før Lionel Messi skriver under på en kontrakt med Paris Saint-Germain.

LÆS OGSÅ: ‘Here we go’: Messi skifter til PSG

For kort tid siden er hans far, Jorge Messi, ankommet til lufthavnen i Barcelona. Herfra skal han flyve til Paris, hvor han i fællesskab med sin søn skal underskrive en kontrakt med den franske klub senere i dag.

Dette har Jorge Messi bekræfter overfor mediet La Sexta. Det bliver ikke meget tættere på en officiel afsløring, og der er efterhånden ikke meget, der tyder på, at Lionel Messis fremtid ligger andre steder end i Paris.

Derudover rapporterer journalisten Florent Torchut, der er korrespondent i Barcelona for den franske avis L’Équipe, at den argentinske stjerne netop har forladt sit hjem i Barcelona, og har sat kursen mod lufthavnen.

LÆS OGSÅ: Barcelona når til enighed om Braithwaite-transfer

På Twitter har han delt en video, der viser en kortege af biler, der forlader Lionel Messis nuværende bopæl i Barcelona. Man kan ikke se stjernen selv, men det tyder på, at han er i en af bilerne.

Der er endnu ikke givet et officielt tidspunkt for, hvornår Lionel Messi skriver under på sin kontrakt. Derudover er det heller ikke gjort officielt, hvornår han bliver præsenteret som PSG-spiller. Som tidligere angivet, ser det dog ud til, at det blot er et spørgsmål om timer.

author avatar
Nicolai Busekist