Manchester United har et godt øje til en af Rasmus Højlunds tidligere holdkammerater, som de ønsker at hente til Old Trafford.
Manchester United kan få svært ved at lave store indkøb i dette transfervindue. Det skyldes, at de brugte en stor sum penge på at hente spillere forud for sæsonen, og derfor er de begrænset af hensyn til Financial Fair Play.
Det laver dog ikke om på, at de stadig holder øje med deres muligheder. Dette har ifølge Manchester Evening News fået dem til at kigge i retning af Atalanta.
Den italienske klub har de handlet med før, da det var her, de købte Rasmus Højlund i sommer. Dengang betalte de 72 millioner pund, svarende til omkring 620 millioner kroner, for den 20-årige dansker.
Denne gang er det dog ikke en forstærkning til den offensive del af truppen, som de har fået øjnene op for. Derimod lyder seneste transferrygter om at de skulle være interesserede i at hente forsvarer Giorgio Scalvini.
I en alder af kun 20 år er han allerede fast mand i truppen hos Atalanta. Dertil har han også fået sin debut på det italienske landshold, hvorfor der ikke er nogen tvivl om, at han har en lovende fremtid foran sig.
I United mener man, at han vil være en god tilføjelse til truppen, hvorfor Højlund potentielt kan blive genforenet med sin tidligere holdkammerat.
Det er dog værd at nævne, at de langt fra er alene om at have et godt øje til den italienske forsvarer. Ifølge Manchester Evening News er han også på radaren i både Inter, Atletico Madrid, Liverpool og Bayern München.
De er alle blevet sat i forbindelse med den 20-årige forsvarer, der menes at have et prisskilt på 44 millioner pund, hvilket svarer til cirka 380 millioner kroner.
Han har kontrakt med den italienske klub til sommeren 2028. Derfor er de næppe villige til at forhandle om prisen, da de ikke har travlt med at skille sig af med ham.