Ole Gunnar Solskjær har kun været manager i Manchester United i et halvt år, men hvis klubben vil have en ny mand på posten, mener Diego Maradona, at han selv er den rette.
Det virker usandsynligt, at Manchester United skulle sige farvel til Ole Gunnar Solskjær som manager allerede, selvom klubben ikke endte i top-4 i Premier League i den netop overståede sæson. Nordmanden overtog som bekendt posten som manager, da Jose Mourinho blev fyret i december 2018. Men hvis dette skulle ske, står en argentinsk fodboldlegende klar. Diego Maradona, der har været træner for Argentinas landshold, melder sig på banen til jobbet.
”Hvis Manchester United har brug for en træner, er jeg manden for at gøre det. Jeg ved, at det vil få klubben til at sælge en masse trøjer rundt om i verden, men de har også brug for at vinde trofæer. Det kan jeg gøre for dem,” siger den tidligere Napoli-stjerne i et interview med FourFourTwo.
Den 58-årige argentiner er i øjeblikket træner for den mexicanske klub Dorados de Sinaloa, men han har nu altid haft et godt øje til den engelske traditionsklub, fortæller han.
”Manchester United har været mit favorithold i England gennem mange år. De har haft så mange fantastiske spillere og var et fantastisk hold under Alex Ferguson.”
Men nu om dage har Maradona kastet sin kærlighed på en anden klub fra Manchester, siger han.
”Nu bliver jeg nødt til at sige City. Jeg ved, at man ikke bør skifte på den måde, men det er på grund af ’Kun’ Aguero. Vi taler meget sammen, og han spiller på et virkeligt godt hold.”
I samme interview bliver Diego Maradona også spurgt ind til sit syn på Manchester Uniteds franske midtbanespiller Paul Pogba, der gennem flere måneder har været rygtet væk.
”Han arbejder ikke hårdt nok,” mener verdensmesteren fra VM i 1986.