Barcelona forsøger fortsat at forlænge med Dembélé, og vil lade ham vælge mellem flere kontraktmuligheder
Det er endnu ikke lykkedes FC Barcelona at få Ousmane Dembélé til at underskrive en kontraktforlængelse. Præsident Joan Laporta siges at være stor fan af franskmanden, og ønsker derfor at beholde ham i truppen.
LÆS OGSÅ: Serie A-klub vil hente United-spiller til januar
Nu skriver spanske SPORT, at den catalanske klub vil lade den 24-årige vælge mellem to forskellige kontrakttilbud. Det første kontrakttilbud har været nævnt i medierne tidligere, da der er tale om en toårig forlængelse frem til 2024 med en lønnedgang.
FC Barcelona er dog opmærksomme på, at forhandlingerne med franskmanden ikke klares natten over. Derfor har de forberedt yderligere et kontrakttilbud, der lader Dembélé blive i klubben i de kommende tre år.
Vælger han dette tilbud, får han derfor en kontrakt, der løber frem til 2025. I dette tilfælde vil han ikke skulle acceptere en nær så stor lønnedgang, men hans løn vil dog blive spredt over tre år.
LÆS OGSÅ: Real Madrid-legende stikker til Barcelona: Jeg elsker at se dem tabe
Spørgsmålet er dog, om Ousmane Dembélé har i sinde at lade forhandlingerne strække ud til vinterens transfervindue, hvor han frit kan forhandle med andre klubber. Dermed får han nemlig mulighed for at spille Barcelona op mod andre klubber.