Barcelona arbejder angiveligt på at bringe en ny sponsor til klubben. Efter sigende er det planen, at den nye sponsor skal overtage Rakutens rolle som trøjesponsor. Det skriver ESPN.
LÆS OGSÅ: Laporta afviser rygter om Ansu Fati
Årsagen til, at den catalanske klub overvejer at udskifte Rakuten er, at den nye sponsor, der fortsat er ukendt, har et mere økonomisk lukrativt tilbud, end Rakuten tilbyder Barcelona.
Den japanske virksomhed betaler i øjeblikket omtrent 30 millioner euro om året for at være på forsiden af Barcelonas trøjer. Det ser dog ud til, at det ikke længere er nok, hvis de vil fortsætte med at være at finde på forsiden af trøjerne.
Ifølge ESPN er det nemlig lykkedes for Joan Laporta at finde en sponsor, der er villig til at tage over for Rakuten, og denne virksomhed skulle være klar til at betale et højere beløb hvert år.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at det er noget, der er sød musik i ørerne hos den catalanske klub. De har nemlig brug for at skrabe penge i kassen, da de fortsat kæmper med at nedbringe deres massive milliardgæld.
Hvis det skal lykkes for den spanske klub at stabilisere sin økonomi, og i fremtiden skal kunne foretage spillerindkøb af den kaliber, som de tidligere har gjort, er der ikke nogen vej udenom, at deres indtægter skal øges markant.
LÆS OGSÅ: Real Madrid-profil afviste tilbud fra flere storklubber
Netop derfor bliver der også arbejdet på at hente nye sponsorer til klubben, om end ikke alle er så heldige, at de kan få den prominente plads på forsiden af Barcelona-trøjerne. Hvis ESPN har ret, vil det dog heller ikke være Rakuten, der er at finde på denne plads meget længere.