I mange år har Gerard Piqué været en fast del af forsvarskæden i den spanske storklub. Den spanske forsvarer er dog godt klar over, at han ikke kan blive ved for evigt. Derfor har han også selv antydet, at hans karriere efterhånden er ved at være nået til sin ende.
LÆS OGSÅ: Memphis nærmer sig Messi og Haaland
Han er 34 år gamel og har gennem sin karriere spillet intet mindre end 568 kampe for Barcelona. Langt de fleste peger også på, at han vil være en af de spillere i truppen, der ender med at få en eller anden rolle i klubben, når han har valgt at indstille sin karriere som spiller.
Piqué har endnu ikke sat en fast dato for, hvornår han har i sinde at stoppe med at spille fodbold på professionelt plan. Nu har han dog givet udtryk for, at hans karrierestop nærmer sig, og han går endda så langt at sige, at han ikke kan udelukke, at denne sæson bliver hans sidste.
“Jeg vil slutte karrieren i Barcelona. Det her kunne blive min sidste sæson, ja. Jeg tager ét år ad gangen, så jeg kan ikke garantere, at jeg vil være her i næste sæson. Den dag, jeg ikke føler, at jeg kan hjælpe Barca længere, vil jeg gå på pension”, udtalte Piqué til La Sotana.
Han har dog en kontrakt, der løber frem til sommeren 2024. Det er ikke lang tid siden, at han har skrevet under på denne kontrakt, hvorfor han sandsynligvis forventer at kunne spille frem til 2024. Alligevel er det åbenbart ikke noget, han er villig til at garantere.
LÆS OGSÅ: Avis: Udskældt Barca-spiller får sidste chance for at bevise sig selv
På det seneste er han også begyndt at have større problemer med skader, hvilket kan være årsagen til, at han er begyndt at overveje, hvornår det er tid til at indstille sin karriere som professionel fodboldspiller.