Robert Lewandowski har udtrykt interesse i at forlade Bayern München. Det overvejer Chelsea angiveligt at udnytte.

Chelsea overvejer angiveligt at hente Robert Lewandowski til England. De overvejer at hente ham som afløser for belgiske Romelu Lukaku.

LÆS OGSÅ: Xavi sender stikpille til Dembélé

Den 28-årige Romelu Lukaku har for nylig sikret sig en plads i startopstillingen igen. Det sker efter en periode med dårlig form, hvor han har vist manglende effektivitet foran målet.

I de seneste 18 optrædener for Chelsea er det kun blevet til tre mål for den belgiske angriber. Den manglede effektivitet førte til, at Thomas Tuchel besluttede at trække på andre spillere i front.

Derudover hjalp hans kontroversielle interview med Sky Italia heller ikke på situationen. Her forklarede den belgiske angriber, at han ville være blevet i Inter, hvis han havde muligheden for det.

Da der er opstået tvivl om den belgiske angribers fremtid, er Chelsea angiveligt begyndt at se sig om efter alternativer. Ifølge mediet football.london har det fået dem til at tage et nærmere kig på Robert Lewandowski.

Efter sigende overvejer The Blues at hente Lewandowski ind som afløser for Lukaku allerede til sommer. Skal det blive en realitet, er de dog nødt til at finde en klub, der vil købe Lukaku. Ifølge Transfermarkt lyder hans markedsværdi på 100 mio. euro.

Den 33-årige Lewandowski kan angiveligt blive sat til salg af Bayern München til sommer. De har nemlig givet ham et ultimatum om, at han skal forlænge sin kontrakt, hvis han vil undgå at blive solgt i sommerens transfervindue.

Angriberens nuværende kontrakt med Bayern München løber frem til juni 2023. Bayern er dog ikke afvisende for at beholde ham, og har derfor tilbudt ham en toårig kontraktforlængelse.

LÆS OGSÅ: Cristiano Ronaldo indkaldes til samtale med United-ledelse

Lewandowski, der for nylig vandt Best FIFA Men’s Player of the Year, har scoret 34 mål i 27 kampe på tværs af alle turneringer i denne sæson. Han har også været kædet sammen med et skifte til Manchester City og Real Madrid.

author avatar
Nicolai Busekist