FC Barcelona må i næste sæson klare sig uden Lionel Messi. De to parter er nemlig ikke blevet enige om en kontraktforlængelse. Det betyder ikke blot, at de vil mangle ham på banen, men bestemt også i regnskabet.

LÆS OGSÅ: Braithwaite deler afskedsbesked til Messi: Det har været en ære

Ifølge spanske Marca har Barcelona-præsident Joan Laporta bekræftet, at Lionel Messi plejede at generere op mod en tredjedel af klubbens samlede årlige indtægter.

Marca skriver endvidere, at det typisk har været svarende til mellem 250 og 300 millioner euro, hvilket svarer til mellem 1,8 og 2,2 milliarder kroner. Dette beløb plejede sponsorer at betale til klubben blot for argentinerens tilstedeværelse.

Det er naturligvis en sum penge, som Barcelona får svært ved at tiltrække i de kommende sæsoner. Messi vil nemlig ikke længere være til stede til at hjælpe med sponsorpengene, hvorfor klubben må udtænke andre løsninger.

Ydermere har Joan Laporta også bekræftet, at FC Barcelona havde et underskud på 487 millioner euro i sidste sæson. Det er svarende til hele 3,6 milliarder kroner, som er blevet lagt til den i forvejen store gæld i klubben.

LÆS OGSÅ: Nu bryder Kane tavsheden

Messi har endnu ikke udtalt sig, efter nyheden om, at hans forlængelse ikke bliver aktuel. Søndag holder den argentinske stjerne dog et pressemøde på Camp Nou, hvor han vil give en opdatering på sin fremtid og sige farvel til FC Barcelona og fansene.

author avatar
Nicolai Busekist