AC Milan har angiveligt indledt dialog med Barcelona om Philippe Coutinho. Den italienske klub er interesseret i at indgå en aftale om et lejeophold, men hans årsløn på 12 millioner euro har vist sig at være en hindring.
LÆS OGSÅ: Nu reagerer Jordi Alba på exit-rygter
Det italienske medie Tuttosport skriver, at Rossoneri arbejder på at bringe ham til Milano denne sommer, og at de allerede er i kontakt med de catalanske giganter fra Camp Nou.
Den brasilianske profil har en kontrakt med Barcelona, der løber frem til juni 2023. I denne kontrakt er der en årsløn på intet mindre end 12 millioner euro. Det er denne løn, der har vist sig at være problematisk for Milan.
Milan ser helst, at de kan indgå en aftale om et lejeophold med den tidligere Liverpool-spiller, da han har to år tilbage af sin kontrakt. Der er dog meget, der tyder på, at de har svær ved at betale de 29-årige brasilianers løn.
Coutinho nåede kun at spille 12 kampe i La Liga i 2020/21-sæsonen, og han har generelt haft svært ved at finde sin topform, efter sit skifte fra Liverpool til Barcelona i januar 2018. Dengang blev der betalt intet mindre end 135 millioner euro for brasilianeren.
I 2019/20-sæsonen var Coutinho lejet ud til Bayern München, hvorefter han vendte tilbage til det spanske. Nu kan han dog potentielt være på vej til det italienske ifølge Tuttosport, da Barcelona har gjort det klart overfor Milan, at de er villige til at handle.
LÆS OGSÅ: Barca-fans er utilfredse: Haltende Dembélé spottet i Londons natteliv
Det vil ikke være Coutinhos første ophold i Milano, da han skiftede til Inter i juli 2008. Derfor er han altså ikke uvant med Italien. Historien melder intet om, hvorvidt den brasilianske spiller selv har et ønske om at skifte til Milan i det kommende transfervindue.