FC Københavns træner Ståle Solbakken lægger ikke skjul på, at holdet skal forstærkes. Men nordmanden kan dog ikke finde plads til Nicklas Bendtner, der skal væk fra Rosenborg. 

Rosenborgs sportschef sagde forleden, at Nicklas Bendtner bliver solgt i denne sommer. Danskeren har haft en dårlig sæson i den norske klub, hvor han har været skadet, haft fodlænke og ifølge norske lokalaviser er blevet upopulær blandt sine holdkammerater. Men det bliver ikke i FC København, at den 31-årige angriber skal spille i næste sæson. Det siger Ståle Solbakken til Ekstra Bladet. 

”Vi synes, at han er en vældig god spiller, men vi har ikke plads. Mo Daramy og Jonas Wind kommer med fuldt fart bagfra og skal fortsætte med at have spilletid. Og vi har Dame N’Doye, og udgangspunktet er, at Pieros Sotirou er en del af truppen,” sagde nordmanden efter nederlaget på 3-1 til FC Nordsjælland i lørdags. En kamp, der dog ikke havde betydning for københavnerne, der allerede har sikret sig det danske mesterskab. 

Men Solbakken lægger til gengæld ikke skjul på, at han gerne ser forstærkninger til midtbanen. Der kan snart blive offentliggjort et nyt navn, lyder det til.

”Jeg har været ude og rejse hele ugen og været i alle mulige mærkelige lande og snakket med mange folk. Og jeg har et par vigtige møder i næste uge,” siger han til avisen. 

Peter Ankersen skifter væk fra FC København, og derfor vil klubben også forstærke sig på højreback-positionen. I den forbindelse er kroatiske Karlo Bartolec fra FC Nordsjælland blevet rygtet til FCK. Til Ekstra Bladet kalder Ståle Solbakken FCN-spilleren for et godt forslag, men han vil dog ikke kommentere yderligere, hvorvidt det bliver ham, der kommer ind på den plads. 

”Vi må se, hvad fremtiden bringer,” siger den norske FCK-træner.