Under søndagens EM-finale mellem Italien og England er i alt 49 personer blevet anholdt.

LÆS OGSÅ: Donnarumma og Pedri vinder EM-priser

I forbindelse med eskapaderne er 19 betjente kommet til skade, mens de forsøgte at holde styr på de mange fans under opgøret på Wembley Stadion i London.

Der skete flere store sammenstød mellem fans og betjente både på og ude foran stadion, skriver Ekstra Bladet.

“Vi har foretaget 49 anholdelser i løbet af dagen for en række lovovertrædelser. Vi vil have betjente stående klar hele natten,” skriver politiet i London på Twitter natten til mandag.

Foto: Yuri MikhailenkoTASS via Getty Images

Cirka to timer inden kampen blev fløjtet i gang, blev stadion stormet af en større mængde fodboldfans. Det resulterede i, at de kolliderede med både betjente og vagter, der forsøgte at holde dem ude af stadion.

Ifølge de britiske sikkerhedsmyndigheder lykkedes det for flere personer at trænge ind på den engelske nationalarena, selvom de ikke havde billet til opgøret.

Overfor Reuters har vidner fortalt, hvordan flere sikkerhedsvagter blev angrebet af fans, der forsøgte at trænge ind på stadion. Det tog omtrent 20 minutter at få ro på ved indgangene til stadion.

Der florerer adskillige videoer på de sociale medier, der viser, hvordan fans vælter eller stormer sikkerhedsbarrierer, for at komme ind på stadion.

Det vides ikke, hvor mange fans, der nåede at trænge ind på Wembley, uden at have billet til kampen. Der er blevet meldt ud om en lille gruppe af fans, der formåede at komme ind, men som man arbejdede på at få fjernet fra tribunerne igen.

LÆS OGSÅ: Klub forsøger at leje Braithwaite

Fansene opførsel og indtrængen på Wembley, er af Det Engelske Fodboldforbund blevet kaldt for ‘helt uacceptabelt’.