FC Barcelona er blevet kædet sammen med flere spillere i dette transfervindue. Nu er der forlydender om, at Jorges Mendes har tilbudt Renato Sanches til catalanerne.
Barcelona var meget tæt på at hente Renato Sanches fra LOSC Lille i sommerens transfervindue. Han endte dog med at pådrage sig en skade, hvilket satte en stopper for det.
LÆS OGSÅ: Barca-boss bekræfter problemer med Ferran Torres
Hvis ikke han havde pådraget sig denne skade, kunne han meget vel have tørnet ud for Barcelona den dag i dag. Det har den 24-årige spiller selv afsløret for ganske nylig.
Ifølge El Nacional har Sanches dog ikke droppet idéen om et skifte til Barcelona. Hans agent, Jorge Mendes, har nemlig gjort den catalanske klub opmærksom på, at han er klar til et skifte til Camp Nou allerede i dette transfervindue.
Mediet skriver, at Lille er i økonomiske vanskeligheder, og derfor har brug for likvide midler. Af denne grund skulle de være klar til at sælge den 24-årige midtbanespiller, der spillede en vigtig rolle for den franske klub i sidste sæson.
Efter sigende har de sat en pris, der lyder på 35 millioner euro, hvilket svarer til 260 millioner kroner. Dog skulle de være åbne for at sælge ham til en lavere pris, hvis Barcelona er klar til at handle hurtigt.
Angiveligt skulle muligheden for at hente ham til nedsat pris appellere til Barcelona-præsident Joan Laporta. Han er nemlig stor fan af Renato Sanches.
Faktisk hævdes det, at han er så stor fan af den unge portugiser, at han er fristet af muligheden for at få fat i ham allerede i dette transfervindue.
Xavi er dog i tvivl om, hvorvidt den unge portugiser har den rette mentalitet til at få succes i en storklub. Han har nemlig tidligere haft svært ved at præstere konsekvent på et højt niveau i Bayern München.
LÆS OGSÅ: Real Madrid lignede en sikker destination: Nu sås der tvivl om Mbappés fremtid
Derudover kan Barcelonas økonomi også ende med at sætte en stopper for et sådant køb. På nuværende tidspunkt har de nemlig ikke engang råd til at registrere Ferran Torres, hvorfor et køb af Sanches forudsætter, at flere andre spillere kan sælges.