Tipsbladet kan i år fejre sin 75-års fødselsdag. Siden 1948 har bladet dækket fodboldens verden, og nu sker der store forandringer. I jubilæumsåret skifter Tipsbladet nemlig ejerskab.

Better Collective, der er en dansk milliardkoncern, har netop annonceret opkøbet af Tipsbladet. Overtagelsen finder sted den 1. oktober, hvor den nuværende ejerkreds, med Henrik Stegger Nielsen i spidsen, overdrager rettighederne til Tipsbladet til den nye virksomhed.

Jesper Søgaard, medstifter og administrerende direktør i Better Collective, udtaler om købet:

“Jeg er meget stolt over, at vi har købt Tipsbladet, som i godt 75 år har været et anerkendt og bredt anvendt sportsmedie i Danmark. Opkøbet passer perfekt til vores vision at blive den førende digitale sportsmediegruppe og vores strategi om at opkøbe stærke mediebrands med et loyalt publikum. Jeg ser meget frem til at byde den dedikerede redaktion på Tipsbladet velkommen i Better Collective, og jeg er overbevist om, at vi sammen kan løfte indholdet, der i årevis har begejstret så mange danske sportsfans.”

Henrik Stegger Nielsen, den nuværende ejer af Tipsbladet, ser også positivt på salget:

“Siden 2007, hvor jeg købte Tipsbladet, har jeg knoklet for at gøre det til en sund og bæredygtig forretning. Det er lykkedes, og jeg kunne dårligt forestille mig nogle bedre købere af Tipsbladet end Better Collective. Jeg ved, at de både vil passe godt på Tipsbladet og med deres ambitioner og kompetencer udvikle det i endnu højere grad.”

Prisen er oplyst til at være små 50 millioner kroner.

Better Collective blev stiftet i 2004 af Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen. Koncernen, som har hovedkontor i København, ejer en række sportsmedier, bettingfora og techvirksomheder i Europa og Amerika.

De seneste fem år har virksomheden oplevet en markant vækst, hvor omsætningen er steget fra cirka 300 millioner kroner i 2018 til over to milliarder i 2022.

author avatar
Martin Hansen
Supporter at Media Group Denmark ApS