Der er uenighed i FC Barcelona, da klubbens ledelsen ønsker at sælge forsvarer Oscar Mingueza, mens Xavi vil beholde ham.

Der er meget, der tyder på, at Barcelona indenfor de kommende dage officielt bekræfter, at man har forlænget med Ronald Araujo. Det forventes, at den unge forsvarer vil skrive under på en kontrakt, der løber frem til 2026.

På trods af, at det har skabt optimisme i klubben, at de snart har styr på Araujos situation, har dette dog resulteret i et nyt problem. Der er nemlig ikke enighed om, hvad de skal gøre med de øvrige forsvarere.

Ifølge SPORT er der nemlig flere forsvarer, der står til at blive solgt til sommer. Det gælder for både Samuel Umtiti, Clement Lenglet og Oscar Mingueza. Det er dog især sidstnævnte, som der endnu ikke er helt enighed om.

Xavi er nemlig glad for at have Mingueza i truppen, skriver SPORT. Han mener, at den spanske forsvarer er alsidig og en interessant profil. Derudover skulle han også sætte stor pris på hans professionalisme.

Xavi har dog ikke det samme positive syn på Lenglet og Umtiti. Derfor er der ikke den store chance for, at de to franske forsvarere ender med at blive i klubben. Derimod er der en klar forventning om, at de forlader klubben til sommer.

author avatar
Nicolai Busekist