Sidste sæson havde den tidligere FC Midtjylland-træner Brian Priske sin første sæson som træner for den tjekkiske storklub Sparta Prag.

Og man må sige, at det gik ret godt …

For efter at have skiftet til klubben i sommeren 2022 førte han nemlig holdet frem til et tjekkisk mesterskab i 2022/2023-sæsonen.

Det er da heller ikke et resultat, der er gået hen over hovederne på direktionen i Sparta Prag. Faktisk er de særdeles begejstrede.

Så begejstrede, at de nu har forlænget Priskes kontrakt, ligesom også assistent Lars Friis og fysisk træner Christian Grarup nu kan se frem til længere ansættelsestid i det tjekkiske.

2 år lagt til

Oprindeligt havde Priske kontrakt til sommeren 2024, men den nye kontrakt forlænger ansættelsen til sommeren 2026.

Det fremgår ikke umiddelbart, om Lars Friis og Christian Grarups forlængelser er af samme længde.

“Brian er en fantastisk træner og person, der med sin stab har været i stand til at genoprette tilliden og stoltheden i Sparta. Jeg vil gerne fremhæve hans hårde arbejde og ydmyghed. Jeg værdsætter vores samarbejde og tror på, at vi sammen kan få endnu mere succes,” siger viceformand for Sparta Prag, Frantisek Cupr, i en pressemeddelelse.
author avatar
Kathrine Frich