Forside VM Argentina sender speciel anmodning til FIFA før England-braget

Argentina sender speciel anmodning til FIFA før England-braget

Argentina sender speciel anmodning til FIFA før England-braget
Motorsport Photography F1 / Shutterstock.com

Argentina vil trække i den mørkeblå udebanetrøje mod England i VM-semifinalen.

Argentinas fodboldforbund har officielt anmodet FIFA om lov til at bære sin blå udebanetrøje, når holdet onsdag aften møder England i semifinalen på Mercedes-Benz Stadium i Atlanta. Nyheden kommer fra den argentinske tv-journalist Gastón Edul, som følger landsholdet tæt.

Kampen sparkes i gang klokken 15.00 lokal tid i Atlanta, svarende til klokken 21.00 dansk tid.

Argumentet for anmodningen er ikke først og fremmest praktisk. England er udpeget som hjemmehold og spiller i sin traditionelle helt hvide hjemmedragt, og Argentinas lyseblå-hvidstribede standardtrøje vil ikke give en åbenlys farvekonflikt.

Det handler i stedet om overtro og historie.

Trøjen fra 1986 og 1998

Da Diego Maradona i 1986 spillede Argentina til kvartfinalesejr over England med “Guds hånd” og “århundredets mål”, bar holdet en mørk udebanetrøje. Også i 1998, da Argentina slog England på straffespark i Saint-Étienne, undgik man den klassiske lyseblå-hvide trøje.

De to opgør er blandt de mest omtalte i Argentinas fodboldhistorie, og linket mellem den mørke trøje og sejr over England er blevet en del af fortællingen omkring rivaliseringen.

Ved dette VM har Argentina indtil videre kun trukket i den blå trøje én gang: i den 3-1-sejr over Jordan i gruppespillet. Både 1/8-finalen og kvartfinalen er blevet afviklet i den kendte lyseblå-hvide.

FIFA afgør tirsdag

Ifølge Gastón Eduls oplysninger vil FIFA træffe endelig afgørelse tirsdag, dagen inden semifinalen. Det er også på det tidspunkt, at fodboldforbundet officielt udmelder de endelige detaljer omkring hjemmeholdstildeling og trøjevalg.

Sagen er blevet omtalt bredt i argentinske medier, hvor både Diario Panorama og andre har fulgt op på Eduls oplysning. AFA har bedt om at bruge “den alternative trøje” på samme måde som mod Jordan.

Vinderen møder Frankrig eller Spanien

Semifinaleopgøret er blevet turneringens mest omtalte kamp med referencer til både Falklands-krigen, Maradona-arven fra 1986 og England-Argentina-rivaliseringen som helhed. Trøjesagen føjer et ekstra symbolladet lag oveni.

Vinderen møder enten Frankrig eller Spanien, der tørner sammen i den anden semifinale i Dallas tirsdag aften lokal tid. Selve VM-finalen spilles søndag den 19. juli på MetLife Stadium i New Jersey.

Med andre ord: Hvis Argentina får FIFAs blå stempel og kommer videre, vil den mørke trøje have vundet endnu et opgør mod England på VMs største scene.

Ads by MGDK