Forside VM Spaniens træner før finalen: “Dommer Vinčić må ikke være eftergivende”

Spaniens træner før finalen: “Dommer Vinčić må ikke være eftergivende”

Spaniens træner før finalen:
Mikolaj Barbanell / Shutterstock.com

Luis de la Fuente sender en usædvanlig direkte besked til finaledommeren dagen før opgøret mod Argentina.

Spaniens landstræner brugte sin sidste pressekonference før søndagens VM-finale på at læsse et bemærkelsesværdigt pres over på manden med fløjten.

I stedet for at tale om taktik og opstilling drejede Luis de la Fuente snakken hen på slovenske Slavko Vinčić, som FIFA har udpeget til at dømme finalen på MetLife Stadium i New Jersey.

“Der er én vigtig ting her, og det er dommerens præstation. Dommer Slavko Vinčić må ikke være eftergivende eller lade nogen overskride lovens grænser eller gå ud over det, fodboldreglerne tillader,” sagde De la Fuente ifølge Morocco World News’ referat fra pressemødet.

Spanieren gik ikke direkte i clinch med Argentinas fysiske spillestil, men få er i tvivl om, hvem advarslen er møntet på.

En turnering med dommerne i søgelyset

Argentina har flere gange under turneringen været i centrum af en ophedet dommerdebat, og Vinčićs udnævnelse er i sig selv omdiskuteret. FIFA valgte slovenerens erfaring frem for den ellers favoriserede brasilianer Raphael Claus Sampaio, afslørede FIFA i fredags.

Den 46-årige sloveners historik med de to hold trækker samtidig blikke. Argentina har kun mødt Vinčić én gang i et VM: gruppekampen mod Saudi-Arabien i Qatar 2022, som Messis mandskab tabte 1-2, oplyser Bolavip. Spanien har derimod haft Vinčić med fløjten tre gange og er ubesejret, senest 1-0-sejren over Italien ved EM 2024.

Nervøsiteten omkring dommervalget blev ikke mindre, da en tidligere dommerchef midt i turneringen sablede Vinčić ned for at have friholdt Argentina i en episode, der efter mange eksperters mening skulle have kostet et rødt kort.

Diplomatisk, men med tydelig undertone

De la Fuente balancerede sin udmelding med en bekendelse af tillid til dommerstanden.

“Jeg har fuld tillid til dommerne, og jeg stoler også på, at vi ved præcis, hvilken slags kamp vi skal spille,” sagde landstræneren ifølge samme reportage.

Det er dog første gang under turneringen, han eksplicit navngiver en dommer i en advarsel, og det er ikke sket i et vakuum. Spaniens vej til finalen gik gennem en 2-0-sejr over Frankrig, en kamp hvor den franske landstræner Didier Deschamps efter slutfløjt satte kraftige spørgsmålstegn ved dommerens niveau. At de spanske mestre-in-spe nu selv kobler på retorikken før finalen, føjer et ekstra lag til det psykologiske spil før kickoff.

Vinčić i finalen efter tre kampe i USA

Slovenerens finaleopgør bliver hans fjerde kamp ved denne turnering.

Han har tidligere haft fløjten i gruppekampene Brasilien-Marokko og Jordan-Algeriet samt 1/16-finalen mellem Mexico og Ecuador, oplyser beIN Sports.

I sidstnævnte kamp uddelte han rødt kort til en ecuadoriansk forsvarsspiller under FIFA’s protokol mod racistiske tilråb.

Ved sin side har han landsmændene Tomaž Klančnik og Andraž Kovačič som linjedommere, mens jordaneren Adham Makhadmeh er fjerdedommer.

Spanien og Argentina mødes nemlig i aften klokken 21.00 dansk tid til den kamp, hvor VM-titlen afgøres.

Ads by MGDK