Morten Lyhne Petersen
Der er en meget logisk grund til, at de spanske spillere ikke åbner munden, når deres nationalsang bliver spillet ved VM-slutrunden.
Da tv-kameraerne tirsdag aften panorerede hen over den spanske startopstilling før VM-semifinalen mod Frankrig på Dallas Stadium, stod spillerne skulder ved skulder, men uden at bevæge læberne.
Det er hverken protest eller manglende patriotisme. Det er, fordi der bogstaveligt talt ikke findes noget at synge.
Spaniens nationalsang “La Marcha Real” er nemlig en af de ganske få hymner i verden helt uden officielle ord, og hver eneste gang Spanien indleder en landskamp, tørner de spanske spillere ud i det samme paradoks som fodboldelskere over hele kloden undrer sig over.
En militærmarch fra 1761
Melodien optrådte første gang i 1761 i en samling militærsignaler under navnet “Marcha Granadera”, og kong Carlos III ophøjede den til Spaniens officielle honnørmarch i 1770. Komponisten er aldrig blevet identificeret med sikkerhed, og fra begyndelsen var stykket tænkt som instrumental march til trommer og trompeter, ikke som noget der skulle synges.
Under Franco-diktaturet (1939-1975) blev der ellers knyttet en nationalistisk tekst til melodien af digteren José María Pemán, som blev spillet gennem hele diktaturet uden dog nogensinde at få formel status. Efter Francos død og overgangen til demokrati blev teksten droppet igen, og hymnen vendte tilbage til at være rent instrumental.
“Viva España” strandede før OL-bud
De næste årtier bragte flere forsøg på at give hymnen ord. I 2007-2008 satte den spanske olympiske komité og dens formand Alejandro Blanco en konkurrence i gang i forbindelse med Madrids bud på at afholde OL i 2016. Tanken var, at spanske atleter og fans skulle have noget at synge med på, når hymnen lød ved store mesterskaber.
Vinderen blev Paulino Cubero, hvis åbningslinje lød “¡Viva España!”. Men netop den frase blev tekstens fald. Udtrykket bar tunge minder om Franco-regimets propaganda, og under massiv kritik trak den olympiske komité forslaget tilbage, før det nåede at blive officielt præsenteret.
Siden har spanske politikere, kulturpersonligheder og popmusikere gentagne gange rejst debatten om en officiel tekst uden at nå frem til noget, alle kan enes om.
Spanien er ikke alene
Ud af verdens omkring 200 nationalsange er der kun en håndfuld helt uden officielle tekster. Sammen med Spanien tæller den lille klub Bosnien-Hercegovina, Kosovo og San Marino.
Baggrunden er ofte den samme. I sammensatte samfund med flere sprog eller sårbare historiske kapitler er en fælles melodi lettere at enes om end fælles ord.
Så når “La Marcha Real” spilles på søndag i VM-finalen, er de tavse spanske spillere ikke tavse af trods. De er tavse, fordi der bogstaveligt talt ikke er noget at synge.
