Forside Artikler Nu vender også Asien sig mod FIFA: Salman kalder VM-plan...

Nu vender også Asien sig mod FIFA: Salman kalder VM-plan ‘totalt uacceptabel’

Nu vender også Asien sig mod FIFA: Salman kalder VM-plan 'totalt uacceptabel'
Marco Iacobucci Epp / Shutterstock.com

AFC-præsident Sheikh Salman har i et brev til 47 asiatiske forbund kaldt FIFA’s fremgangsmåde ‘totalt uacceptabel’.

Oprøret mod Gianni Infantinos plan om at sælge en andel af VM til private investorer breder sig nu til en tredje konføderation. Efter at UEFA og Concacaf i denne uge har taget skarp afstand fra forslaget, sender AFC-præsident Sheikh Salman bin Ebrahim Al-Khalifa torsdag et brev til alle 47 asiatiske medlemsforbund, hvor han afviser FIFA’s fremgangsmåde som “totalt uacceptabel”.

I brevet beder han medlemslandene om at holde igen med at tage stilling til planen, indtil AFC selv har fået lejlighed til at gennemgå den med FIFA.

FIFA har givet de 211 nationale forbund frist til den 19. september til at godkende forslaget mod et engangsbeløb på 40 millioner dollar (cirka 275 millioner kroner) til hver forening.

Salman: Undergraver fundamentet for kontinental fodbold

Sheikh Salmans ordvalg er usædvanligt hårdt for en topfigur i FIFA-systemet.

Han skriver blandt andet, at AFC “noterer med stor bekymring og skuffelse, at forbundet ikke blev konsulteret af FIFA på noget niveau før den offentlige annoncering af forslaget”, og at AFC “heller ikke har modtaget nogen detaljeret styringsmæssig, økonomisk eller juridisk analyse af forslaget og dets potentielle konsekvenser, hvilket er totalt uacceptabelt”.

Endnu skarpere bliver han, når han ser på selve præmissen bag FIFA’s fremstød: “AFC er dybt bekymret over, at FIFA’s ensidige handlinger synes at underminere selve fundamentet for den kontinentale fodbold, som bygger på solidaritet, samarbejde og gennemsigtighed”, skriver han i brevet ifølge Reuters.

Salman kritiserer også selve tidsplanen. “AFC er også overrasket over, at den nuværende tidsplan giver en ekstremt begrænset periode til at overveje et forslag af så stor betydning, når den slags beslutninger aldrig bør forhastes”, lyder det i brevet.

Tredje konføderation på nej-siden

AFC’s udmelding kommer efter en uge, hvor Infantinos plan er blevet mødt med usædvanligt hård modstand fra flere sider. UEFA’s 55 medlemslande, herunder Danmark, har varslet en boykot af VM, hvis FIFA ikke trækker planen tilbage.

Dagen efter gav Concacaf også Infantino et hårdt slag og skrev, at man “kun blev gjort opmærksom på sagen gennem medierapporter” og var “dybt bekymrede over den manglende ordentlige proces”.

Ifølge World Soccer Talk er kernen i FIFA’s forslag et nyt kommercielt selskab, FIFA Forward Enterprise, der skal værdisættes til 20 milliarder dollar (cirka 138 milliarder kroner). Op til 20 procent af selskabet skal sælges til private investorer, hvilket ventes at indbringe cirka 4,2 milliarder dollar (cirka 29 milliarder kroner), som FIFA vil bruge til udvikling af fodbold i medlemslandene.

FIFA holder fast

Infantino har selv beskrevet planen som “en demokratisering af fodbolden på verdensplan” og understreget, at det er “et tilbud, ikke en forpligtelse”.

FIFA-bossen har fastholdt planen trods UEFA-boykotten og har givet medierne en del af skylden for reaktionerne.

Sheikh Salman lægger dog i brevet ikke skjul på, at han mener, sagen skal helt tilbage til udgangspunktet. Ifølge Al Jazeera skriver han, at forslaget “ikke kan lykkes uden opbakning fra alle konføderationer”, og at det bør “undersøges og drøftes grundigt gennem de rette juridiske og styringsmæssige kanaler”.

Med AFC’s afvisning står Infantino uden opbakning i tre af de seks konføderationer, der udgør FIFA’s fundament. Den 19. september nærmer sig.

Ads by MGDK