Der var lagt op til et topopgør af rang, da AGF på hjemmebane tog imod FC Midtjylland.

De to hold har tidligere haft nogle drabelige opgør, som er endt med mange mål og masser af dramatik, og denne kamp skulle ikke blive anderledes.

AGF startede som lyn og torden, og der gik ikke mange minutter før presset endte med straffespark. Det omsatte Patrick Mortensen, der udbyggede sin rekord som Superligaens mest træfsikre straffesparksskytte nogensinde.

Selvom AGF var kommet foran, så fortsatte de trykket, og der skulle ikke gå mange minutter før Tobias Bech scorede endnu et mål. Eller det troede han i hvert fald, men en meget snæver offside endte med at annullere scoringen efter et langt VAR-eftersyn.

Den offside kan du se her.

Efter det annullerede mål trykkede AGF på. Flere store chancer til særlige Mikael Anderson skulle have bragt AGF foran med to, men i stedet vendte kampen på hovedet, da FC Midtjylland i halvlegens sidste minutter fik overtaget og presset AGF i bund.

Det endte med et tyndt straffespark, som Cho fik udnyttet.

Efter halvlegen fik FC Midtjylland godt gang i spillet og der skulle ikke gå mange minutter før forvirring i AGF-feltet endte med en scoring til Midtjyderne.

Kort tid efter målet til 1-2 måtte Paulinho gå tidligt i bad efter han brugte armen mod Patrick Mortensen. Da han allerede havde fået gult måtte han gå den lange gang ind i omklædningsrummet.

Udvisningen åbnede op for AGF, der pressede på. Anfører Patrick Mortensen havde en helt åben chance, men der skete ikke mere før Nicolai Poulsen blev nedlagt i feltet. Endnu et rødt kort til Midtjyderne, da Sverrir Ingi Ingason fik sit andet gule kort for at nedlægge Poulsen.

Igen kunne Mortensen udbygge sin rekord og få AGF på 2-2.

Med 11 mod 9 troede alle på Ceres Park, at AGF skulle finde nøglen til sejr, og selvom AGF pressede, så blev de aldrig farlige.

I stedet blev det FC Midtjylland, der på helt mirakuløs vis kunne bringe sig foran 2-3.

Det blev en pinlig omgang for AGF, der foran hjemmepublikummet måtte bukke nakken og tage imod nederlaget. De sidste minutter gjorde ikke noget for AGF, selvom de fik tilkæmpet sig nogle løse chancer.

author avatar
Martin Hansen
Supporter at Media Group Denmark ApS