Andreas Christensen er utilfreds med sin situation i Chelsea. Men med udsigt til klubbens transfer-ban regner han ikke med at kunne få mulighed for et skifte.
Danske Andreas Christensen er ikke fast mand i Chelseas midterforsvar. Det har fået den 22-årige landsholdspiller til at overveje sin fremtid. Men det kan blive svært for ham at få muligheden for at skifte, da det for nylig kom frem, at FIFA har givet Londonklubben et transfer-ban, så Chelsea ikke kan købe spillere i de næste to transfervinduer.
Klubben har ifølge FIFA brudt reglerne om tilknytning af spillerne under 18 år. Der har været snak om at Chelsea vil appellere sagen, men fodboldorganisationen har understreget, at det ikke vil være muligt for klubben at købe spillere, imens en eventuel appelsag kører.
Andreas Christensen er i øjeblikket i Schweiz med det danske landshold op til forberedelserne til tirsdagens opgør i kvalifikationen til EM, og her fortæller han til Ekstra Bladet, at transferembargoen i sagens natur vanskeliggør hans mulighed for et klubexit.
”De meldinger vi har fået er, at Chelsea ikke kan appellere sagen og derfor vil beholde alle spillerne,” siger han og understreger, at der er ikke er andet for end at klø på for at erobre en stamplads på holdet.
”Jeg har forsøgt at vise mig frem på træningsbanen, men det er svært, fordi det er begrænset, hvor meget vi træner med alle de kampe, holdet skal spille. Nu har jeg spillet kampene i Europa League og håber det fortsætter, så længe vi er med i turneringen,” siger han til Ekstra Bladet.
Andreas Christensen begyndte sin fodboldkarriere i Skjold Birkerød, før han skiftede til Brøndby. I 2014 blev han solgt til Chelsea. I 2015 var han udlejet til Borussia Mönchengladbach, hvor han spillede 62 kampe fordelt på to sæsoner, inden han vendte hjem til Chelsea.