Diego Maradona er ikke imponeret over det argentinske landshold. Fodboldforbundets præsident aner ikke, hvad han har gang i, og spillerne fortjener ikke at have trøjen på, mener legenden.
Diego Maradona er ofte garant for markante udtalelser, og nu er den 58-årige argentinske fodboldlegende ude med riven efter landsholdet, som lørdag tabte 3-1 til Venezuela i en testkamp i Madrid. Alt er galt på det argentinske mandskab i øjeblikket, mener den tidligere Napoli-stjerne og VM-vinder.
”Jeg foretrækker ikke at se horror-film, men jeg ved ikke, hvorfor de uduelige mennesker, som har kontrollen med det argentinske landshold, troede de ville vinde over Venezuela,” siger Maradona ifølge AS.
Der er langt fra tidligere store generationer af argentinske spillere til mange af dem, der er på holdet i dag, mener han.
”Det gør ondt på mig. Jeg er argentiner ind til benet. Men med tidligere generationer af spillere og folk som Oscar Ruggeri, Gabriel Batistuta og Claudio Caniggia …så fortjener de nuværende spillere ikke at bære trøjen,” siger Diego Maradona og langer ud efter præsidenten for det argentinske fodboldforbund, Claudio Tapa, der fik posten i 2017.
”Vi vil give vores liv for at se Tapia forsvinde. Han har ingen ide om, hvad han foretager sig. Jeg har ondt af det argentinske folk, som har sat sin lid til en løgner, og jeg har ondt af de spillere, som ender med at stå med ansvaret. Det burde være forbundets ledelses ansvar. De fjerner prestigen ved at spille på det argentinske landshold,” siger Maradona til AS.
Argentinas størjste stjerne Leo Messi fik comeback i truppen til kampen mod Venezuela, hvor han ellers ikke har figureret siden 4-3-nederlaget i 1/8-delsfinalen mod Frankrig i VM i Rusland i 2018. Det forventes, at Messi bliver en del af landsholdet, når Copa America går i gang i Brasilien til juni.