Manchester United-angriberen skal have en snak med klubben, når sæsonen er ovre. Et klubskifte er ikke udelukket, siger Romelo Lukakus agent.
25-årige Romelo Lukaku har stadig tre år tilbage af sin kontrakt med Manchester United. Belgieren kom til klubben fra Everton i 2017 i en handel, der kostede United cirka 655 millioner i overgangssum. Han har siden spillet 90 kampe for klubben og scoret 42 mål, og hans agent Federico Pastorello fortæller da også, at spillerens umiddelbare fokus er på at præstere for klubben.
”Han er meget koncentreret om at afslutte sæsonen godt. Konkurrencen om at ende i top-4 er meget hård, så lad os se, hvad der sker med hensyn til fremtiden, når sæsonen er slut,” siger Lukakus agent i et interview med SkySports. Dermed antyder Pastorello, at belgieren ikke nødvendigvis spiller i Uniteds røde trøje i næste sæson.
”Det er hans anden sæson i klubben, så lad os se, hvad der sker. Han er en fyr, der elsker at lære nye kulturer at kende, nye måder at spille fodbold på. Lukakus måde at have en karriere på, handler om at spille i forskellige lande og vinde trofæer og bevise, hvad han kan, så han kan sige til sine børn, at han har vundet alle mulige steder.”
Federico Pastorello fortæller, at Romelo Lukaku er glad for Italien, da den belgiske angriber er vokset op med at følge med i italiensk fodbold. Men Spanien og Tyskland kan også være en mulighed.
”Klubber som Real Madrid og Barcelona tiltrækker selvfølgelig alle gode spillere, så han kan også se sig selv i Lal Liga, ligesom Bundesligaen også er en god turnering,” siger agenten til SkySports.
Men foreløbig gælder det altså om at slutte så sæsonen så godt som muligt med Manchester United. De røde djævle ligger i øjeblikket nummer seks med to point op til Arsenal på fjerdepladsen. 12 ligascoringer er det blevet til for Romelo Lukaku indtil videre.