Sergio Agüero vil elske at spille for sin barndomsklub i Argentina igen, inden hans karriere er forbi. Det er udmeldingen fra angriberens far. 

Sergio Agüero debuterede som 15-årig hos Independiente og blev dermed den yngste spiller, der fik kampe for den argentinske klubs førstehold nogensinde.

Han nåede at spille 56 kampe og score 23 mål for klubben, inden han blev solgt til Atletico Madrid for siden hen at skifte til Manchester City. Og den 30-årige stjerneangriber har da heller ikke glemt sin gamle klub hjemme i Buenos Aires. Tværtimod, mener hans far. 

Leonel Del Castillo fortæller til Villa Trinidad Radio, at hans søn gerne vil vende tilbage til Independiente. Men der har ikke været kontakt mellem parterne på nuværende tidspunkt.

”Ingen har ringet til Sergio eller os. Klubben har ikke været i kontakt med os. Sergio kan ikke bare sige, at han gerne vil vende tilbage. Man er nødt til at finde ud af, om Manchester City vil sælge,” siger angriberens far, der også fungerer som hans agent. 

”Vi har et godt forhold til Independientes formand, Hugo Moyano. Hvis nogen ringer til ham(Sergio Agüero) er jeg sikker på, at han vil være i stand til at finde en dato, hvor han vil vende tilbage,” mener Leonel Del Castillo. 

Om der går et, to eller fire år er så ikke til at sige. Det er desuden tvivlsomt, om Manchester City er interesseret i at sælge deres topscorer på nuværende tidspunkt. I september måned forlængede han sin kontrakt med klubben frem til 2021. 

Sergio Agüero er i gang med sin tiende sæson hos de engelske mestre, hvor han har vundet tre titler i Premier League. I denne sæson har han foreløbig scoret 27 mål i 36 kampe i alle turneringer. I alt er det blevet til 226 mål i 326 kampe hos de lyseblå fra Manchester.

author avatar
Redaktionen