Arsenals tidligere manager mener ikke, at Londonklubben skal regne med at kunne holde på den danske midtbanestjerne.
Christian Eriksen er blandt de sikreste på holdkortet hos Tottenham Hotspurs, der i øjeblikket er med i striden om det engelske mesterskabet på en tredjeplads, fem point efter Manchester City. Men ifølge Arsene Wenger er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før Londonklubben må se sig om efter alternativer til den danske assist-konge og langskudsekspert.
Den 27-årige dansker er en ombejlet herre og har i flere år været i søgelyset hos flere europæiske topklubber. Og det er der en grund til, siger Arsenals tidligere manager.
”Han er uovertruffen, og så kan man godt blive bekymret på Tottenhams vegne om, de kan holde på en spiller af dén kvalitet. Han har udviklet sig meget stærkt. Han kan score, han kan levere dødbolde og lave den afgørende aflevering. Og så arbejder han hårdt for holdet,” siger franskmanden til Football.London.
Christian Eriksen er i øjeblikket i fortræffelig form for Spurs. I den første 1/8-finale i Champions League lavede han en enkelt assist i 3-0-sejren over Borrusia Dortmund, ligesom han selv var på pletten i holdet seneste kamp i Premier League, hvor Leicester blev besejret med 3-1.
”Du finder ikke mange spillere med så mange kvaliteter. Han minder om Modric, da han spillede for Spurs, men Eriksen scorer også flere mål,” siger Arsene Wenger om den danske landsholdspiller.
Vinterens transfervindue er lukket, så det er i hvert fald sikkert, at klubben kan beholde Christian Eriksen resten af denne sæson.
Christian Eriksen har spillet i Spurs siden 2013, hvor han foreløbig har scoret 46 mål og lavet 57 assists i Premier League. I denne sæson er det indtil videre blevet til 5 mål og 9 assists for klubben fra det nordlige London.