Diego Simeone tog sig til skridtet og vendte sig mod tilskuerne, da Atletico Madrid bragte sig foran i 2-0-sejren over Juventus. Argentineren beklager, men det kom fra hjertet, siger han. 

Da Jose Maria Gimenez i anden halvleg bragte Atletico Madrid foran i gårsdagens kamp i Champions League på hjemmebane mod Juventus, var det en forløsning for tilskuerne, spillerne og træneren.

Der manglede kun 10 minutter af kampen, der var på vej til at ende i en uafgjort nulløsning. Så da bolden gik i kassen, vendte Atletico-træner Diego Simeone sig mod lægterne og tog sig til skridtet, mens han jublede over den vigtige scoring.

”Det var ikke en pæn gestus, men jeg må indrømme, at jeg følte, at jeg havde behov for det,” som den argentinske træner sagde efter kampen ifølge BBC Sport. 

”Jeg gjorde også, da jeg spillede i Lazio, og nu gjorde jeg det igen for at vise vores fans, at vi har ’cojones’. Jeg kan kun undskylde, hvis nogen blev fornærmede. Det var ikke henvendt til modstanderen.

Jeg vendte mig mod vores egne fans. Der er mange ting, der kan vindes i fodbold, men det, der altid vil stå tilbage, er minderne ved at spille på et stærkt hold, og det er det smukkeste og sundeste for en sportsudøver,” som han sagde om oplevelsen under den intense forestilling. 

Fem minutter senere gjorde Diego Godin det til 2-0, så Atletico Madrid har skabt sig et godt udgangspunkt for returopgøret i Torino.

Juventus-træner Massimiliano Allegri var ærgerlig over resultatet, men fik samtidig understreget på det efterfølgende pressemøde, at Juventus sagtens kan få vendt det dårlige resultat på hjemmebane.

Juventus havde en forkert tilgang til spillet i anden halvleg, og Atletico tvang dem til at spille langsomt, men der skal der ændres på på hjemmebane, som den italienske træner udlagde situationen.

Se hele episoden herunder:

author avatar
Redaktionen