FC Barcelona vil satse på Pierre-Emerick Aubameyang som primær angriber, hvis det ikke er muligt at hente Erling Haaland.

Det er ingen hemmelighed, at Barcelona har et godt øje til Erling Haaland. Han skulle angiveligt være deres toptransfermål for sommerens transfervindue.

LÆS OGSÅ: Xavi melder ud: Vi er ikke favoritter

Den catalanske storklub er dog opmærksomme på, at konkurrencen om hans underskrift bliver hård. Han er nemlig en af de mest eftertragtede spillere i verden.

Til sommer bliver hans frikøbsklausul aktiveret, hvorfor interesserede klubber kan hente nordmanden for 75 mio. euro. Inklusive honorarer forventes den samlede pris dog at lyde på 100 mio. euro.

Foruden Barcelona har både Manchester City, Real Madrid, Bayern München og Manchester United vist stor interesse for den norske målbomber.

Derfor forventes det, at der vil være stor konkurrence om at hente nordmanden, hvilket kan gøre det vanskeligt for catalanerne at hente ham til Camp Nou.

Nu skriver Mundo Deportivo, at Barcelona har planer om at bruge Pierre-Emerick Aubameyang som primær angriber, hvis Haaland ikke kan hentes.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de ikke vil være aktive på transfermarkedet. De har nemlig planer om at hente en ung angriber, der kan give konkurrence til Aubameyang.

LÆS OGSÅ: Chelsea forventer, at Andreas Christensen skifter til denne klub

En af de angribere, der overvejes som mulighed, er svenske Alexander Isak. Ifølge Transfermarkt har han en markedsværdi på 40 mio. euro.

author avatar
Nicolai Busekist