PSG siges at være trætte af Lionel Messi, Neymar og Kylian Mbappé, hvilket kan få betydning for deres fremtid i klubben.

I de seneste uger har det været på tale, at der er en del uro i PSG, hvor især Neymars navn har været nævnt som en af hovedpersonerne.

Nu lyder det, at den franske klub er blevet trætte af og ‘irriterede’ over både Lionel Messi, Kylian Mbappé og Neymar. Det skriver den franske avis Le Parisien.

Dette kan ende med at få stor betydning for, hvordan PSG beslutter sig for at håndtere deres transfervindue denne sommer.

Avisen skriver, at det ikke blot er på tale, at en af de tre spillere kan forlade klubben, men at det tilmed kan ende med, at de alle bliver sendt mod nye klubber.

Lionel Messi står uden kontrakt til sommer, og kan derfor skifte til en ny klub på en fri transfer.

Det er ikke tilfældet for de to andre, der stadig er under kontrakt, hvilket betyder, at PSG er nødt til at finde købere til dem, hvis de vil gøre alvor af at skille sig af med dem.

author avatar
Nicolai Busekist