Cirka 1,1 milliarder kroner skal der på bordet, hvis Real Madrid eller andre klubber vil have fingrene i Christian Eriksen.
Ifølge den engelske avis Mirror har Tottenham Hotspursdirektør Daniel Levy reageret på de mange rygter om Real Madrids interesse i Christian Eriksen og sat et prisskilt på ryggen af den danske midtbanespiller, der giver genlyd. Cirka 1,1 milliarder kroner. En voldsom sum og særligt taget i betragtning af, at den 27-årige midtbanespiller har kontraktudløb med Londonklubben i 2020.
Hvis Real Madrid går med til at smide den sum efter danskeren, vil det være en handel, som er 10 gange så dyr, som prisen på Eriksen, da Tottenham hentede ham i Ajax Amsterdam. Den spanske kongeklub har tidligere ikke været blege for at smide store summer efter Tottenham-spillere, hvor både Luka Modric og Gareth Bale blev hentet i sin tid.
Men ingen af dem var lige så dyre, som Christian Eriksen, hvis ellers en handel i den umiddelbare størrelseorden bliver en realitet. Gareth Bale skiftede for cirka 746 millioner kroner i 2013, mens Luka Modric blev solgt for ”kun” cirka 220 millioner kroner, da han skiftede til Real Madrid året forinden.
Hvis Christian Eriksen bliver solgt for 1,1 milliarder kroner, vil han blive den tredjedyreste fodboldspiller i verdenshistorien, kun overgået af PSGs køb af Kylian Mbappé og Neymar. Franskmanden og brasilianeren kostede henholdsvis cirka knapt 1,2 milliarder kroner og cirka 1,6 milliarder kroner.
Christian Eriksen har selv forholdt sig neutralt til sin fremtid, men har dog sagt, at hans situation er lidt usædvanligt, da engelske klubber typisk er tidligt ude med at sikre sig forlængelse af kontrakterne med deres spillere.
”Spekulationerne om min fremtid påvirker mig ikke. Det er jeg fuldstændig ligeglad med. Det er avissnak. Det har kørt lige siden, jeg var 14 år og var til prøvetræning i Chelsea. Det er aviser, der skriver det. Det hører med, at man bliver spurgt til fremtiden, men jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke vil snakke om, hvor jeg spiller i næste sæson,” sagde han til Ritzau i forbindelse med landskampen mod Schweiz i sidste uge.