FC Barcelona siges at have droppet jagten på Alvaro Morata. I stedet vil de hente den 32-årige Pierre-Emerick Aubameyang.
Barcelona har identificeret Arsenal-angriber Pierre-Emerick Aubameyang som deres plan B, såfremt de ikke kan hente Alvaro Morata. Det rapporterer den spanske journalist Javi Miguel.
LÆS OGSÅ: Barcelona vil hive ekspræsident Bartomeu i retten
Xavi siges at være fan af Aubameyangs alsidighed, da han kan spille venstrefløjen og centralt i angrebet.
Morata skulle være førsteprioritet i dette transfervindue, men angiveligt har Barcelona nu droppet jagten. Det skulle nemlig være blevet for kompliceret at nå til enighed, da tre klubber er involveret i handlen.
Juventus har været tilbageholdende med at lade ham forlade Torino, mens Atletico Madrid, der ejer Morata, fortsat er på udkig efter en permanent afløser.
Pierre-Emerick Aubameyang ligner bestemt ikke en mand, der har en fremtid i Arsenal. Han har mødt stor kritik for sine aktiviteter udenfor banen, hvilket har medført, at han ikke har spillet meget fodbold på det seneste.
Desuden har Arsenal-træner Mikel Arteta også valgt at fratage ham hans anførerskab. Ikke nok med det, så endte han med at blive sendt hjem fra Africa Cup of Nations før tid. Det vides dog endnu ikke, hvad årsagen til dette var.
LÆS OGSÅ: Xavi truer Dembélés agent: ‘Forlæng, eller han vil aldrig bære Barca-trøjen igen’
Nu er der forlydender om, at han er på vej til Barcelona, hvor den 32-årige angriber kan få muligheden for at puste nyt liv i sin karriere, der må siges at være stagneret i løbet af de seneste sæsoner.