FC Barcelona er angiveligt interesserede i at bringe nuværende Manchester United-angriber Anthony Martial til Camp Nou. Efter sigende er han et af deres potentielle transfermål for sommerens transfervindue næste år.
LÆS OGSÅ: Haaland slår fast: Bland dig udenom
Den franske angriber er faldet et par trin i hierarkiet i den engelske klub. Derfor har det været begrænset med spilletid, han har fået på det seneste. Som følge af dette har der været forlydender om, at hans tid på Old Trafford kan komme til en ende.
Anthony Martial havde muligheden for et skifte til Lyon på Deadline Day denne sommer, hvilket han dog afviste. Det forventes, at han ikke bliver tilgodeset med synderligt meget spilletid under Ole Gunnar Solskjær i denne sæson.
Det kan potentielt set få ham til at søge væk, når denne sæson er overstået, da han næppe ønsker at tilbringe flere år af sin karriere i en klub, hvor han ingen spilletid får.
Eurosport skriver, at den tidligere Monaco-spiller er på radaren i Barcelona, som oplever store problemer på den offensive front. Desuden skulle Manchester United være åbne for, at Martial kan forlade klubben allerede i januar, hvis det rette bud kommer.
Imidlertid kan hans høje løn på 250.000 pund om ugen medføre, at det bliver svært for ham at finde en ny klub. Eurosport skriver også, at den 25-årige franskmand selv er åben for at søge nye græsgange, hvis han ikke kan etablere sig i startopstillingen hos De Røde Djævle.
LÆS OGSÅ: Laporta er desperat: Vil tilbyde Guardiola ekstraordinær aftale
Martial har bidraget med 78 mål og 50 oplæg i 263 kampe for Manchester United. I 2021/22-sæsonen er det kun blevet til en enkelt start i Premier League.