Der er intet nyt ved, at Bayern München stjæler både spillere og trænere fra deres nærmeste konkurrenter. Senest har de haft brug for en ny træner, og igen har de været på jagt blandt deres konkurrenter. Det har ført til et køb af RB Leipzig-træner Julian Nagelsmann.
LÆS OGSÅ: Pochettino er usikker på Mbappés fremtid i PSG
33-årige Nagelsmann kommer til at overtage styringen i den tyske storklub til sommer. Han er en eftertragtet træner, der har været kædet sammen med flere andre klubber. Derfor har det angiveligt ikke været billigt for Bayern München at få RB Leipzig til at slippe Nagelsmann.
Helt konkret er beløbet 25 mio. euro, hvilket er svarende til 186 mio. kr., blevet nævnt. Skulle det have vist sig at være sandt, vil det være en rekordhøj pris for en træner. Nu har Bayern-præsident Herbert Hainer dog slået fast, at man ikke skal tro alt, hvad man læser i medierne.
“Vi var nødt til at nå til enighed med Leipzig, for Julian Nagelsmann var stadig bundet dertil. Tro ikke på alle tal, der har været fremme,” lød det fra Herbert Hainer, da han udtalte sig til Abendzeitung.
LÆS OGSÅ: Medie: Ronaldo vil væk – comeback kan være en mulighed
“FC Bayern er en af de bedste klubber i Europa og har brug for en toptræner. Det får vi ved at hente Julian Nagelsmann,” sagde han også.