Real Madrids franske angriber føler sig godt tilpas med sin nye og mere dominerende rolle i angrebet, efter Ronaldo har forladt klubben.

Karim Benzema har fået mere plads at spille på i angrebet hos Real Madrid, når han ikke længere skal dele den med den portugisiske verdensstjerne. Den 31-årige angriber fortæller til France Football, at den nye virkelighed passer ham glimrende. 

”Før havde vi en spiller, som scorede mere end 50 mål på en sæson, og min rolle var mere som afleverer. Men jeg havde nummer 9 på ryggen. Jeg spillede reelt ikke center-forward på trods af min position på holdet.

Jeg spillede efter Cristiano, og vi havde en fantastisk duo. Jeg var hele tiden på udkig efter ham, så han kunne score flere mål, mens min egen rolle var sekundær,” fortæller Benzema til det franske medie ifølge ESPN. 

”Nu er det op til mig at vise, at jeg kan bære holdet. Det er, som jeg kan lide det, og det var også, hvad jeg gjorde, da jeg spillede i Lyon. Dengang sagde jeg til mig selv, at det skulle jeg tage med til Madrid, bare bedre. Og det er realiteten nu.”

Karim Benzema har indtil videre scoret 20 mål sammenlagt for Real Madrid i denne sæson. Fire af dem har været i Champions League, hvor han nu er den fjerde mest scorende spiller i klubbens historie. 

”Det gør mig stolt og motiverer mig, og jeg vil gerne indhente en legende som Raul,” siger han. Benzema har scoret 60 gange i CL, mens Raul nåede 71 scoringer. Den franske landsholdsangriber tænker dog ikke på statistik, mens han er på banen, fortæller han. 

”Men konsekvensen af gode præstationer kan betyde, at jeg kan blive en endnu større del af klubbens historie. Men jeg synes, vi taler for meget om statistik og antal af scoringer i fodbold. Fodbold handler om spillet. Det er jo ikke basketball. Man tager ind og ser en fodboldkamp for at se bevægelse, et-to, skud, kig-væk-afleveringer. Fodbold skal være et show. Sådan har jeg altid tænkt på spillet, siden jeg var dreng.”

author avatar
Redaktionen