Oscar Hiljemark, AaB-midtbanespilleren, har som bekendt været holdt ude af en skade, som han længe har døjet med, og selvsamme skade har nu fået midtbanespilleren til at indstille karrieren.

LÆS OGSÅ: Georginio Wijnaldum forklarer hvorfor han valgte PSG fremfor Barcelona

Den 28-årige AaB-mand kommer dog til at fortsætte i klubben, eftersom han har skrevet under på en aftale, hvor han vil overgå til rollen som assistenttræner.

Han har skrevet under på en aftale til 2024.

Det bekræfter klubben selv onsdag i en pressemeddelelse, hvor klubben oplyser, at skaden stammer fra en kamp den 22. november, hvilket blot var hans sjette for klubben.

“I Oscars første kampe for AaB så vi med det samme, at han var præcis den forstærkning og dirigent på midtbanen, som vi havde ledt efter, og selv i foråret, hvor Oscar har leveret kortvarige indhop, har vi set en spiller, der har kunnet forandre kampene for os med sit udtryk, sin mentalitet og sin fodboldforståelse.”

“At han nu må stoppe den aktive karriere er naturligvis et hårdt slag for både Oscar og os som klub, for både han og vi havde selvfølgelig en forventning om at have stor glæde af hinanden som minimum indtil sommeren 2023, og så sent som i november blev han jo også noteret for sin 28. A-landskamp for Sverige,” siger AaB-sportschef Inge Andre Olsen og tilføjer i en pressemeddelelse:

“Oscar har kæmpet med smerterne hele foråret, men i noget tid har begge parter haft en fornemmelse af, hvor det bar hen, og derfor har vi med Oscars kompetencer in mente søgt at beholde ham i klubben og er glade for, at han har sagt ja til at indgå i trænerstaben med særlig fokus på de unge spillere.”

AaB erhvervede Hiljemark efter en sæson i Dynamo Moskva, men han kan også bryste sig af at have tørnet ud for klubber som, Genoa, PSV, Palermo og Panathinaikos.

LÆS OGSÅ: Transferekspert afviser rygter: “United forhandler ikke med Arsenal”

Han står noteret for at have spillet 11 kampe i AaB-trøjen.

author avatar
Mathias Busekist