Brøndbys sportschef Ebbe Sand fortæller, at klubben er i kontakt med flere interessante træneremner og ikke er langt fra en afgørelse.

Brøndby IF har meldt ud, at en aftale med en ny træner vil være på plads inden på onsdag i denne uge. I et interview med BT fortæller klubbens sportschef Ebbe Sand, at det ikke er sikkert, at et navn offentliggøres nøjagtig 1. maj, men at der arbejdes på at have trænersituationen afklaret meget snart.

”Vi er i dialog med flere spændende kandidater, og det handler selvfølgelig om at gøre arbejdet godt og være sikker på, at vi træffer den rigtige beslutning og får den rigtige træner,” siger Ebbe Sand, som dog ikke vil forholde til rygterne om Kasper Hjulmand eller andre konkrete navne som mulige bud. Men klubbens nuværende træner Martin Retov er også i spil, understreger han. Selvom søndagens 1-0-nederlag til Esbjerg på hjemmebane gjorde ondt. 

”Vi havde en kæmpe mulighed i dag. Det var den berømte seks points-kamp. I stedet for, vi står seks point bagefter, skulle vi have været foran Esbjerg på en bedre målscore. Så det er et mega tungt nederlag. Nu har jeg lige fået statistikken på det, og i forhold til sandsynligheden for, at vi skulle vinde den her kamp, hed den 76-77 procent ifølge vores statistikker,” konstaterede sportschefen over for BT. 

Mens klubben arbejder på at have en aftale med fremtidens træner klar, gælder det om at slutte godt af i superligaen og sikre sig adgang til europæisk fodbold i næste sæson, siger den tidligere Schalke-angriber til avisen. 

”Der er stadig fire kampe og 12 point at spille om, men det er meget at hente seks point på fire kampe. Og bliver det ikke en tredjeplads, er en fjerdeplads også rigtig, rigtig vigtig. Vi håber og tror selvfølgelig på, at vi kan vinde i Parken i pokalfinalen, men gør vi ikke det, er det utrolig vigtigt, at man klør på og kigger fremad, for fjerdepladsen giver jo adgang til en kamp om den sidste plads i Europa.”

author avatar
Redaktionen