Juventus-træner Massimiliano Allegri fortæller i et interview om sit forhold til kritik, exit i Champions League, og hvordan det er at vinde endnu et italiensk mesterskab. 

Juventus sikrede sig for nylig sit ottende italienske mesterskab i træk. Men endnu en scudetto var ikke nok for mange kritikere, der har været efter træner Massimiliano Allegri og Juventus for ikke at gå videre i Champions League mod Ajax.

Flere toptrænere rygtes til Juventus, og mange spekulerer i, at Allegri er i gang med sin sidste sæson i klubben. I et interview med Sky Sport Italias Lele Adani, fortæller den 51-årige italiener om, hvordan han oplever omtalen af sin person i medierne og om hans fremtid. 

”Hver gang, man hører dette foredrag om, hvad man gør forkert, kan det slå én ud af kurs. Jeg er kun et menneske. Jeg går ikke rundt og fortæller dig, hvordan du skal udføre dit job! Jeg accepterer konstruktiv kritik, det er en del af spillet, men efter at høre det samme mange gange i træk …Jeg kan sige min mening, som kan være, at folk ikke forstår, hvad de taler om. Men det er stadig blot en mening,” siger Juve-træneren i tv-interviewet. 

Allegri understreger, at man ikke kan vinde det hele, og det var fantastisk at fejre endnu et italiensk mesterskab i rækken. Men exit i Champions League var en bitter pille at sluge. 

”Det er en meget vanskelig turnering. Det har taget mange år for klubber at nå til at vinde den. Nogle påpeger, at Juventus ikke har vundet et CL-trofæ i 23 år, men i løbet af de seneste fem år er vores niveau steget betragteligt.”

Hvad rygterne om hans afgang fra trænersædet i Torino angår, er han afvisende. Massimiliano Allegri har stadig et år tilbage af sin kontrakt, og det holder han fast ved. Den megen snak om Juventus’ spillestil og taktiske systemer, er han ikke vild med. Det er ikke det væsentlige, om Juventus spiller 3-5-2 eller 4-3-3, og det bliver ofte overfortolket og forkert udlagt, mener han. 

”Jeg har lært, at fodbold er en dum sport for kloge mennesker. De mest simple ting er også de sværeste at få rigtigt. Du kan sige, at en spiller lavede en simpel aflevering til siden, men det er ikke simpelt. Det er fodbold. Jo længere ned i niveau, du går, jo mere tænker spillerne på at holde på bolden for at bevise, hvor talentfulde de er, men det er ikke fodbold,” siger Allegri til det italienske medie.