Celta Vigos Iago Aspas giver sit besyv med, hvad angår sommerens transfermarked for Real Madrid. Den 31-årige angriber mener ikke, at Pogba er det rette valg.
Der er bred enighed om, at der bliver gang i svingdøren hos Real Madrid i det kommende transfervindue. Flere iagttagere har peget på, at flere af klubbens stjernespillere er mætte efter at have vundet Champions League tre år i træk og med fiaskoen mod Ajax i 1/8-delsfinalen og ingen udsigt til et spansk mesterskab, skal der formentlig også nogle profiler ind.
I et interview med Marca giver Celta Vigos Iago Aspa sit bud på, hvem kongeklubben bør hente og hvem der kan være forkerte valg af de spillere, som er blevet rygtet til Real Madrid.
”Jeg ville hente Hazard, da han er til at betale i modsætning til Kylian Mbappe. Og hverken Kanté eller Pogba mener jeg bør være Real Madrid-spillere. Jeg mener klubbens midtbane ser godt ud. De har (i forvejen) Dani Ceballos, som er landsholdsspiller, men mangler at spille kontinuerligt(for Real Madrid,” siger den 31-årige angriber og foreslår landsmanden Thiago Alcantara frem for Pogba eller Kanté.
Paul Pogba rygtes i øjeblikket både til FC Barcelona og Real Madrid. Franskmanden har selv sagt, at det er enhver spillers drøm at spille for Real Madrid – en kommentar, der sat yderligere spark i rygterne om et muligt forestående skifte.
Chelsea manager Maurizio Sarri har fået kritik for ikke at ville bruge N’Golo Kanté på den defensive midtbane. I stedet har franskmanden spillet i en mere fremskudt rolle. Den italienske manager sagde forleden, at han ikke mener, at Kanté har teknikken til at spille på den defensive midtbane, hvilket har forbløffet mange Chelsea-fans, som har udtrykt deres harme på sociale medier, som Express skriver. Spørgsmålet er, om Sarris kommentar kan være et skub i retning af et klubskifte for Kanté.