Chelseas brasilianske back, Emerson Palmieri, fortæller, at Eden Hazards holdkammerater krydser fingre for, at han ikke forlader klubben.
28-årige Eden Hazard har været rygtet væk til blandt andet Real Madrid ad flere omgange. På det seneste er rygterne om et bud på Chelsea-kreatøren fra den spanske kongeklub blusset op igen. Belgieren har selv ved flere lejligheder fortalt om sin beundring for Real Madrid, og nu fortæller Emerson Palmieri, at hans holdkammerater håber, at han også er at finde på holdet i Londonklubben i næste sæson, da Hazard er en særlig spiller.
”Hver dag viser han, hvor vigtig han er. Vi har mange kvalitetsspillere på holdet, men han er på et andet niveau og er en af de bedste i verden, ” siger venstrebacken til SkySports.
”Personligt kan jeg ikke se ham forlade klubben, men man ved aldrig i fodbold. Ligesom Chelseas fans, er vi bange for, at han måske kan være på vej væk, men jeg tror stadig på, at han bliver, og jeg håber det virkelig.”
Hvis Real Madrid eller en anden storklub skal have fingrene i Eden Hazard, vurderes transfersummen til at ligge i omegnen af 800-900 millioner kroner. Den belgiske stjernespiller har ikke forlænget sin nuværende kontrakt med Chelsea, som udløber i 2020. En realitet, der også har givet rygterne om hans afgang, ben at gå på.
Hazard kom til Chelsea fra Lille i 2012. I denne sæson er det foreløbig blevet til 13 scoringer fra hans fødder i Premier League, mens han er den spiller med flest assists i ligaen med 13 styks. Chelsea ligger i øjeblikket på en sjetteplads med tre point op til fjerdepladsen, som giver adgang til Champions League-kvalifikation. Hvis klubben ikke formår at ende i top-fire, kan der ifølge rygter være meget, der tyder på, at Hazard er fortid i Chelsea.