Londonklubben tabte 2-0 til Manchester United i mandagens kamp FA Cup. Men på trods af endnu et nederlag til en rival, siger Sarri, at han ikke føler sig bekymret for sit job.
Chelsea har indtil videre haft en ujævn sæson. Og i går blev det værre. Hjemme på Stamford Bridge tabte klubben 2-0 til Manchester United på mål af Paul Pogba og Ander Herrera.
Men som den italienske manager, Maurizio Sarri, sagde til de fremmødte journalister efter kampen ifølge Sky Sports, er han ikke bange for at miste sit job.
”Jeg var bekymret, da jeg var træner i Serie B i Italien. Men ikke nu,” sagde han og anerkendte, at der hviler et pres på ham fra medier og fans.
”Men det er ikke mit problem. Min udfordring er at arbejde med mine spillere, så vi kan forbedre os hurtigt og blive mere beslutsomme og aggressive.”
Hjemmeholdets fans gav under kampen udtryk for deres utilfredshed med træneren. Det har han ikke oplevet at være udsat for før, sagde Sarri. Men han forstår deres frustration.
”Vi spillede en forvirret omgang fodbold i anden halvleg, mens jeg synes, vi gjorde det fint i første halvleg. Vi skal være mere aggressive i vores eget felt og i vores modstanderes. Og vi skal være hurtigere, mentalt og fysisk. Der er nødt til at være mere bevægelse fra spillerne uden bold, så vi ikke er afhængige af individuelle øjeblikke. Det er fint med individuelle aktioner, når der er plads til det, men som situationen var i anden halvleg, skal vi spille hurtigere og have mere bevægelse, eller bliver det umuligt at score,” som han sagde til Sky.
Chelsea fik ørerne i maskinen i seneste kamp i Premier League, da Manchester City sendte dem hjem med tenniscifrene 6-0.
Londonklubben ligger i øjeblikket på en sjetteplads i den engelske liga. På torsdag spiller klubben Europa League-kamp mod Malmø.