David Nielsen er ikke på vej væk fra AGF, for at overtage det ledige job som cheftræner i FC København.
Der har været mange rygter om dette, men han har selv slået fast, at han bliver hos hans nuværende arbejdsgiver. Det understregede han efter 3-0-sejren over Horsens søndag eftermiddag.
Han gør det meget klart, at han ikke har interesse i et skifte, til trods for, at flere medier og eksperter har givet udtryk for, at han ville passe godt ind i FCK.
“Det er meget sødt, at pressen har nævnt mig, men jeg skal ikke derover, det kan jeg godt garantere,” siger han ifølge Ritzau, og følger op med:
“Jeg har ikke brugt tid på at spekulere på det. Jeg fokuserer i stedet på vores hold, og jeg er super glad for at være her.”
Ked af det på Ståles vegne
David Nielsen lægger dog ikke skjul på, at han er ked af FCK’s beslutning om at fyre Solbakken, eftersom han har fungeret som en god sparringspartner for ham.
Han udtaler, at han er ked af, at Ståle har mistet sit job, og at han har været en vigtig person for ham i hans trænergerning, da der altid har været hjælp at hente i forbindelse med vanskelige beslutninger.
Spillertruppen har ikke været i tvivl
Topscorer i AGF, Patrick Mortensen, slog også fast efter kampen, at de i spillertruppen ikke har brugt tid eller energi på sådanne tanker.
“Det bruger jeg overhovedet ikke tid på, og der er nærmest ikke nogen fra holdet, som har brugt energi på at tænke på det. Rygterne er konstante i den her fodboldverden, og det er bare sjovt,” siger han ifølge Ritzau.
I sin tid i AGF har David Nielsen været særligt dygtig til at få flere af klubbens egne talenter spillet ind på holdet.
Den seneste spiller, der har fået chancen, er 19-årige Albert Grønbæk, som har fundet vej til førsteholdet fra deres ungdomshold.
Det viste sig at være en klog beslutning af Nielsen, da den 19-årige Grønbæk leverede både et mål og en assist mod Horsens. Han fortalte desuden efter kampen, at han sætter pris på David Nielsens evner som træner:
“Han er en utrolig dygtig træner, som stiller krav og er super fed at spille under. Jeg skal ikke kommentere på, om han snart skal væk, men forhåbentlig bliver han,” sagde han efter kampen.