Den tidligere Juventus-legende fortæller, at han er overrasket over, at klubben hentede Cristiano Ronaldo. Nu vinder Juventus CL-trofæet, mener han.
Alessandro Del Piero var dog ikke overrasket over Juventus’ comeback i ottendedelsfinalen i Champions League mod Atletico Madrid.
”At Juventus gik videre efter at have tabt den første kamp 2-0, var ikke overraskende for os, som kender klubben – fos os, som kender klubbens mentalitet. Det var ikke nemt, men holdet spillede den perfekte kamp”, siger den 44-årige italiener i et interview med Marca og fortæller, at han – som alle andre – var imponeret over Cristiano Ronaldos hattrick i kampen, som Juventus vandt 3-0.
”Han er en mester, og han ved, hvordan det er at spille den type kampe. Han er fokuseret på at score mål. Det var derfor, Juventus købte ham, og det går helt som planlagt. Jeg er lidt overrasket over, at han skiftede til Juventus. Han kan spille for alle hold, men det var en fantastisk handel for klubben. Jeg håber, han fortsætter med at gøre Juve-fans glade og score mål,” siger den tidligere forward til den spanske avis.
Del Piero mener, at med Ronaldo på toppen, har Juventus, hvad der skal til for at gå hele vejen i turneringen.
”Jeg er sikker på, at de vinder Champions League. De er nået til finalen to gange på fire år, og de har vundet Serie A syv gange i træk. Det her Juve-hold skriver historie,” siger italieneren i interviewet, hvor han også bliver spurgt ind til sit syn på sin tidligere holdkammerat i Juventus, Zinedine Zidane, og hans trænerskifte tilbage til Real Madrid.
”Zizou er min ven, og jeg kan se ham være træner alle steder. Men jeg var da lidt overrasket over at se, at han kom tilbage til Real Madrid.”
Alessandro Del Piero stoppede i Juventus i 2012 og spillede to sæsoner hos Sydney FC, inden han stllede støvlerne på hylden.