43 mål er der kommet fra fødderne af Dembéle og Messi i alt indtil videre i denne sæson. ”Messi gør fodbold nemmere” siger franskmanden.
Når Lionel Messi er på holdet, samler meget af modstanderens opmærksomhed sig om ham. Forståeligt nok, men også en fordel for os andre på holdet, siger Ousmane Dembéle ifølge Goal til klubbens hjemmeside.
”Det er fantastisk. Han gør fodbold nemmere. Jeg spiller bolden til ham, og så gør han de vildeste ting.
Når han er på holdet, bliver det nemmere at få plads i angrebet, fordi modspillerne er så fokuserede på ham,” siger den 21-årige franske landsholdsspiller.
Messi er suveræn topscorer i La Liga og har foreløbig scoret 22 mål, mens Dembélé har banket bolden i kassen 8 gange. På tirsdag spiller FC Barcelona ottendedelsfinale i Champions League ude mod Lyon, og franskmanden ser frem til kampen, men lægger vægt på, at det bliver en svær modstander.
”Det er et godt hold med mange gode spillere, og de er svære at slå hjemme. De har slået Manchester City og PSG i denne sæson, så vi skal være meget opmærksomme og ikke tro, at det bliver nemt.
Deres bedste spiller, Fakir, har karantæne, men de har mange andre dygtige profiler, vi skal holde øje med,” siger han.
I Champions League har Dembélé scoret 2 mål, mens hans holdkammerat, Messi, har lavet 6 kasser. Bayern Münchens polske angrebs-es, Robert Lewandowski, indtager førstepladsen på topscorerlisten med 8 mål.
Dembélé slog igennem i franske Rennes, inden han i 2016 blev købt af Borussia Dortmund. Barcelona betalte cirka 783 millioner kroner for hans underskrift i sommeren 2017.
Hans første sæson for klubben var en blandet omgang, og han scorede 4 mål i alt 24 kampe. I denne sæson er der bred enighed om, at han har været skarpere i sine præstationer.