Martin Braithwaite imponerer som lejesvend i spanske Leganés. Men han regner ikke med, at klubben har råd til at købe ham og håber i stedet på en længere aftale med en ny klub for familiens skyld. 

27-årige Martin Braithwaite er udlejet fra Middlesbrough til Leganés, hvor han leverer gode præstationer. Men lejeaftalen udløber til sommer, og den danske landsholdspiller har ikke lyst til at vende tilbage til sin engelske klub, men samtidig regner han ikke med at blive i Leganés. 

”Leganés har ingen købsoption på mig. Jeg er meget glad for at være i klubben, men tror ikke, det er et sted, jeg kommer til at fortsætte, fordi de sandsynligvis ikke kan betale transfersummen for mig,” siger Martin Braithwaite til Ekstra Bladet. 

Leganés ligger i øjeblikket nummer 14 i La Liga og med otte point ned til nedrykningsstregen er klubben godt på vej til at sikre sig en ny sæson i den bedste spanske række. En bedrift, som danskeren har haft en stor andel i, og han har blandt andet scoret mål mod Real Madrid og Barcelona. Men til sommer vil han gerne finde en klub, som han kan blive i i længere tid. 

”Jeg vil gerne have lidt mere stabilitet med hensyn til min fodboldfremtid. Ikke mindst for familiens skyld. Jeg har tre børn på ni, otte og tre. De har klaret flytningen til Spanien helt enestående,” siger han til EB og understreger, at han ikke ser sin fremtid i Middlesbrough under klubbens nuværende træner Tony Pulis, der spiller ”defensivt med lange bolde” som han ikke mener passer til hans spillestil. Pulis´spillestil var i danskerens øjne også årsagen til, at han ikke spillede så meget, selvom Braithwaite blev beskyldt for at brokke sig. 

”Jeg kan kun ryste på hovedet af de historier om, at jeg var et brokkehoved. Uanset hvor negativt tingene ser ud, handler det om at arbejde hårdt og være positiv. For lige pludselig får du en ny chance. En mulighed, hvor tingene hurtigt kan ændre sig. Den chance fik jeg i Leganés, hvor jeg trives, men jeg ved også, at der sandsynligvis venter noget nyt til sommer, ” siger han til avisen. 

author avatar
Redaktionen