Det er ikke til at komme udenom, at Harry Kane har været en af de bedst præsterende spillere i Premier League i denne sæson. Uheldigvis for den engelske angriber kan man dog ikke sige det samme om resten af mandskabet i Tottenham.
LÆS OGSÅ: Keane sætter ord på muligt Kane-skifte: Han vil gerne til denne PL-klub
Efter søndagens nederlag på 3-1 til Manchester United, er José Mourinhos mandskab nu at finde på en syvendeplads i Premier League. Og allerede i sidste uge skrev The Athletic, at Kane vil væk, hvis ikke London-klubben er i stand til at kvalificere sig til Champions League.
Efter sigende skulle Tottenham ikke være interesserede i at lade en anden engelsk klub få fingrene i Harry Kane. Nu skriver det franske medie TF1, at det kan betyde, at den 27-årige angriber kan være på vej til Ligue 1.
Ifølge det franske medie har han nemlig talt i telefon med PSG-træner Mauricio Pochettino, som ønskede at forhøre sig om englænderens fremtidsplaner, såfremt Tottenham slutter udenfor top fire. Den argentinske træner var træner i Tottenham fra 2014 til 2019, hvorfor de to allerede har et godt kendskab til hinanden.
Hvad der dog kan vise sig at være problematisk for Kane er, at hans kontrakt med Tottenham først udløber i 2024. Skal han væk til sommer, skal han derfor købes fri. Det bliver dog ikke let, da den engelske klub angiveligt kræver lidt over en milliard kroner for stjernen.
LÆS OGSÅ: Zlatan idømt bøde: Udtrykte respektløs kritik
Ifølge den engelske avis The Independent har Paris Saint-Germain kun planer om at gå efter Harry Kane, hvis Kylian Mbappé beslutter sig for at rykke til Real Madrid.